Kurser/Uddannelse
Frivillige kræfter
DSU's kursussystem skal i højere grad præges af de frivillige rundt om i afdelingerne. Derfor skal vi sikre et stærkt kursusudvalg. Kursusudvalget skal være de bærende kræfter indenfor hele kursus- og aktivitetsområdet, og rigtig mange medlemmer vil rigtig gerne hjælpe på dette område. Det er vigtigt, at de DSU'ere, der ønsker at give en hånd med at arrangere kurser og konferencer, får mulighed for det. "Længe leve revolutionen" er et godt eksempel på, at frivillige kan få et meget stort arrangement op og stå uden hjælp fra forbundet. I fremtiden skal DSU støtte et sådan engagement. Jo flere der ønsker at tage del i planlægning mv., jo mere tid får organisationssekretæren til andre opgaver. Derfor skal DSU også sikre at ældre medlemmer, som måske er på vej ud af DSU, bliver opmærksom på, at det betyder meget for DSU, hvis de en gang om året har mulighed for at være aktivist. Ved at samle en flok af ældre DSU'ere, der en gang imellem gerne vil lave mad, gøre rent osv., sikrer vi, at de mange gode aktive medlemmer vi har kommer på kurserne og lærer en masse, i stedet for at være i køkkenet.
Gadsbølle
DSU's kursusejendom skal bruges til så mange af vores aktiviteter, som det overhovedet er muligt. Jo mere vi bruger den – jo mere kan den lejes ud. Det er vigtigt, at økonomien altid forbliver positiv omkring Gadsbølle, så det ikke koster DSU penge at have skolen. Det flotte arbejde omkring renoveringen af skolen skal fortsætte, så det er frivillige kræfter, der laver så meget, som det er muligt, istedet for at der skal bruges penge på håndværkere.
VPG og underviserkatalog
DSU skal stille større krav til vores VPG'ere. DSU tilbyder i dag medlemmerne en rigtig god VPG-uddannelse, og vi skal fortsætte i den retning. Men som på alle andre områder er efteruddannelse vigtigt. Vi skal derfor sikre, at alle DSU's undervisere bliver tilbudt efteruddannelse, så vi sikrer en udvikling både for DSU's skyld - men også for underviserens. Det vil være en overbygning til den allerede beståede VPG, hvor nye metoder kan læres, og hvor der kan diskuteres om oplevelser, man har haft som underviser mv. Vi skal sikre, at vi altid bliver bedre og bedre og lærer af hinandens succeser og mindre succeser. Derfor er det vigtigt, at DSU får et overblik over, hvem vi har til rådighed som undervisere. Rigtig mange undervisere bruger deres VPG ofte, men der er desværre også nogen, som stort set aldrig får den brugt. Derfor skal DSU sørge for, at der bliver lavet et underviserkatalog. Det skal kort beskrive, hvem de forskellige undervisere er, deres uddannelse samt hvilke emner de kan underviser i, og hvilke kurser de har undervist på. På den måde har vi altid et overblik over underviserstaben.
Kursusansvarlig
Hvert distrikt skal vælge et medlem, der er ansvarlig for rekruttering og oplysning om kurser. DSU's Landsforbund vil sørge for, at de valgte altid er opdaterede med, hvilke arrangementer der er i DSU. De ansvarlige skal sikre, at medlemmerne ude lokalt bliver oplyst om alle arrangementer og sørger for at få meldt dem til, som gerne vil med. På den måde vil de lokale blive kontaktet af andre lokale og ikke blot få informationer centralt fra.
Weekendkursus
DSU's weekendkurser fungerer rigtigt godt, og de skal også i fremtiden holdes på Gadsbølle. Ved at afholde en del weekendkurser pr. år sikrer man, at der hele tiden er forskellige politiske emner, som tages op. For at sikre en udvikling i kurserne bør man overveje at lave trinkurser. Det kan både være indenfor politiske og organisatoriske områder, men det sikrer at f.eks. et uddannelsespolitisk kursus ikke omhandler det samme, som det man deltog på for 1 år siden.
Påskekursus
DSU skal formentligt finde et andet sted, hvor det for eftertiden kan holdes. Straks efter kongressen jeg vil derfor gå i gang med at se på, hvilke andre muligheder der er. Folkeskoler er en mulighed – men det er mange dage at sove på luftmadras og rigtig mange dage at stå i køkkenet. Derfor skal der findes en rigtig god løsning og helst en, hvor vi kan beholde den standard, vi har nu, og gerne med en aftale der sikrer kursets afholdelsessted mange år ud i fremtiden.
Landsmøde
Landsmødet er afdelingernes fest. Landsmødet skal fremover bruges meget mere aktivt. Der skal arrangeres workshops, så deltagerne får redskaber med hjem til afdelingerne, som de kan bruge konkret. F.eks. kunne man på hvert Landsmøde sætte stor fokus på kampagne og andre organisatoriske områder.
Ungdomsuddannelseskonference
Folkeskoletræffet fungerer rigtig godt, fordi det henvender sig til en speciel gruppe. Derfor skal DSU fremover arbejde for, at der bliver afholdt en ungdomsuddannelseskonference for alle på en ungdomsuddannelse. Når de fleste starter på en ungdomsuddannelse er de meget bevidste. Derfor skal dette arrangement afholdes sammen med andre ungdomspartier. Det vil sikre et godt samarbejde med de andre ungdomspartier, men også at mange flere unge vil deltage, da det er tværpolitisk. I den forbindelse vil det være en god ide at inddrage uddelernetværket - så de kan sørge for den allerbedste reklame for arrangementet ude på skolerne.
Folkeskolegruppen og træf
Folkeskolegruppen er en rigtig god måde at få unge folkeskoleelever i DSU til at tage et stort initiativ, fordi de selv er så medbestemmende omkring, hvordan tingene skal fungere. Folkeskolegruppen skal også fremover drives af frivillige kræfter, så nogle VPG-uddannede medlemmer får ansvaret for, at gruppen er klædt godt på til at undervise deltagerne på folkeskoletræffet. Der hvor DSU for alvor skal sætte ind er når folkeskoletræffet er overstået. Vi skal sikre, at alle deltagerne på folkeskoletræffet efterfølgende bliver kontaktet og tilbudt at komme til et arrangement i den lokale afdeling. På den måde holder vi kontakten til deltagerne og sørger for, at de hurtigt kan komme til et arrangement i den lokale afdeling, så deres interesse holdes ved ilden. Desuden vil det være en god ide at placere et weekendkursus noget tid efter, så alle deltagerne på folkeskoletræffet bliver tilbudt at komme på et introkursus i DSU. Forhåbentlig vil rigtig mange benytte sig af det tilbud.
Undervisning på højt niveau
DSU skal sikre at medlemmerne, hvad enten de går i folkeskolen, er faglige eller læser på en videregående uddannelse, har lyst til at deltage på DSU's kurser og konferencer. Derfor er jeg også tilhænger af, at der bliver stillet større krav til, hvem der kan deltage på de forskellige kurser. Vores kursussystem i dag har rigtigt godt styr på spændende tilbud til elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, men vi må være ærlige - der mangler tilbud for dem, som læser på en videregående uddannelse. DSU skal derfor lave kurser for medlemmer, som er på en videregående uddannelse. Rigtig mange "ældre" medlemmer ønsker ikke at gøre brug af kursussystemet, da de ikke føler, de får nok input, og debatniveauet er for lavt. Vi må erkende, at der er forskel på at gå i gymnasiet og være bachelor, og derfor er det på tide, at man kommer udover den berøringsangst, der tidligere har været for at differentiere undervisningen. Vi må derfor også erkende, at nyuddannede VPG'ere ikke kan løfte den opgave. Derfor er det vigtigt, at DSU holder tæt kontakt til tidligere VPG'ere samt kigger udover de undervisere, DSU har til rådighed. Det kunne være spændende at få undervisere ude fra med ekspertise på de ønskede områder til at sammensætte et weekendkursus for de ældre og erfarne medlemmer. På den måde sikrer DSU, at alle uanset alder og uddannelse får noget ud af at deltage på et kursus.
Lokale kurser
DSU skal sikre, at der altid vil være mulighed for at afholde lokale kurser og andre arrangementer. Tilskuddene til det årlige lokale/regionale kursus skal fortsætte, som vi kender det hidtil. Dog skal der også fremover være mulighed for, at flere arrangementer støttes.
Evalueringskultur
I DSU bruger vi hvert år mange hundrede tusinde kroner på uddannelse. Desværre evaluerer vi aldrig godt nok. Det må være et krav, at en så stor udgiftspost grundigt bliver evalueret hver eneste gang. Derfor skal DSU hver eneste gang, der afholdes et kursus eller en konference, sørge for, at der bliver evalueret. Der vil derfor efter hvert kursus/konference blive sendt en mail til deltagere med et evalueringsskema, som skal udfyldes. Det skal sikre, at DSU lærer af sine fejl, så vi sikrer, at tingene ikke bliver ved at blive gjort på den mest uhensigtsmæssige måde. Desuden vil der i hvert evalueringsskema blive spurgt direkte til underviserne, oplægsholdere mv. Det vil betyde, at vores undervisere vil få en god feedback, så også de får en evaluering og kan justere til næste arrangement.
Kort sagt:
- Frivillige initiativer er fantastiske og skal hyldes!
- Kursusudvalget skal styrkes.
- Vi skal blive bedre til at benytte netværk af ældre/tidligere DSU’ere som har lyst til at give en hånd med, - eksempelvis som aktivist på weekendkurser eller lignende.
- DSU skal i højere grad tilbyde kurser til vores ældre medlemmer. Man skal stadig kunne lære i DSU, selvom man er gået ud af gymnasiet.
- VPG-uddannelsen skal udbygges: årlige underviserkonferencer skal opprioriteres, således at de VPG-uddannede bliver dygtigere og dygtigere.
- Evaluring af DSU’s kurser og øvrige arrangementer skal opprioriteres og professionaliseres.
- Vi skal sammen med de andre ungdomspolitiske organisationer holde en årlig ungdomsuddannelseskonference, hvor unge mennesker vil få mulighed for at stifte bekendtskab med DSU’s politik.
- Folkeskoletræffet er en oplagt mulighed for at få mange nye medlemmer i DSU: Vi skal intensivere vores aktiveringsindsats af de nye medlemmer, således at langt størstedelen af deltagerne på FST ender med at være aktive i DSU’s lokalafdelinger.
- Hvert DSU-distrikt skal vælge en kursussekretær der står for oplysning og rekruttering til DSU’s nationale kurser.
<< Startside