Udvalg og netværk
Det er i udvalgene, at en stor del af DSU’s politik udvikles. Endvidere står udvalgene for en række af DSU’s vigtige kontakter. Derfor er det selvsagt af største vigtighed, at udvalgene fungerer. Det er mit indtryk, at der er behov for, at man strammer lidt op for at sikre, at der er gang i udvalgene, bliver afholdt møder og skabt produkter. Det er vigtigt, at der er åbenhed omkring udvalgenes opgaver og målsætninger, og at hele organisationen forpligter sig til at holde øje med om disse målsætninger opfyldes.
Udvalg
Som sagt er det vigtigt, at DSU’s udvalg fungerer. Der skal være åbenhed omkring kommissorier og arbejdsprogrammer; alle i DSU skal kunne følge med i, hvad udvalgenes målsætninger er – og om disse opfyldes. Udvalgene bør én gang om måneden bidrage til et nyhedsbrev, der sendes ud til alle medlemmer af DSU. Endvidere bør udvalgene forpligte sig til løbende at udsende information omkring aktiviteter, politik, mv. på nettet.
Udvalgene skal sørge for at holde selvstændige aktiviteter. At hvert udvalg afholder en årlig konference eller lignende, er ikke for meget at forlange. Endvidere er det vigtigt, at udvalgene også involverer sig i DSU’s øvrige aktiviteter og benytter hver en lejlighed til at gøre opmærksom på deres arbejde. Eksempelvis kunne man forestille sig, at et udvalg stod for et kursus, at man laver happenings på landsmøder, påskekurser eller lignende. Alle medlemmer af DSU skal føle ejerskab overfor DSU’s udvalg.
Netværk
I modsætning til udvalgene, hvor folk forpligter sig til at tage ansvar for aktivitet, fungerer netværkene mere fleksibelt. Initiativer som eksempelvis DSU’s Hvideruslands netværk er et fremragende eksempel på, hvordan man kan skabe aktivitet i en bred sammensat gruppe uden at have formaliseret det i et udvalg. Den slags netværk skal vi have flere af i DSU. Det skal gøres let for folk at oprette forskellige netværk, når gode ideer opstår. Der skal skabes en god initiativ-kultur, hvor det ikke er forskellige poster og tillidshverv, der sikrer, at folk kan få lov til at lave det, de ønsker. Derimod skal det være den gode ide og lysten til at lægge arbejde i organisationen.
Vi skal udnytte vores repræsentationsmuligheder!
I dag har DSU mulighed for at være repræsenteret i en mængde af forskellige organisationer og fora. Desværre udnytter vi i alt for lille grad denne mulighed for repræsentation. Det skal opprioriteres. Hvis den person, der er blevet valgt til at repræsentere DSU, ikke lever op til repræsentationsansvaret, bør det have den konsekvens, at en anden vælges. DSU skal udnytte enhver mulighed for at skabe synlighed omkring organisationen, og vi skal udbygge vores netværk af gode kontakter i forskellige organisationer.
DSU skal influere partiet!
Socialdemokraterne har en række forskellige politiske udvalg, som repræsentanter fra DSU er inviteret til at deltage i. Desværre bliver denne mulighed ikke brugt i DSU i dag. Det er synd, da der faktisk er reelle muligheder for at influere partiets politik i disse udvalg. Derfor skal vi sørge for, at partiet ikke har nogen udvalg som ikke også DSU tager del i.
Kort sagt:
- DSU’s udvalg skal forpligte sig til at bidrage til de månedlige nyhedsbreve.
- Udvalgenes kommissorier skal være åbne og gennemskuelige, således at et hvert medlem af DSU kan følge med i, hvorvidt de opsatte målsætninger opfyldes.
- Udvalgene skal mindst én gang årligt afholde en større aktivitet – eksempelvis en konference.
- Vi skal udnytte vores muligheder for repræsentation i forskellige organisationer.
- En sund initiativkultur skal skabes, hvor det er let at oprette netværk, hvor frivillige kan beskæftige sig med politiske og organisatoriske fokusområder af interesse.
- Vi skal påvirke Socialdemokraterne og møde op til deres udvalgsmøder.
<< Startside