louisejuuljensen.dk

tirsdag, januar 02, 2007

Så blev det år 2007

Ja så blev det endelig tid til at komme tilbage til arbejdet efter at have holdt lidt over 14 dages ferie. Dagen startede godt, da Jan kom til at trykke på strømkontakten istedet for kontakten på vækuret så vi sov over (jeg er ikke helt sikker på om det var for at vi kunne sove lidt længere:-)) I hvert fald er jeg nu ankommet til at arbejdet og parat til at tage fat på et nyt år. Egentlig er det noget pjat, at man føler at man skal tage fat på noget nyt, bare fordi årstallet er skiftet fra 2006 til 2007. Jeg har i år valgt ikke at sætte nogle egentlige nytårsfortsæt men vil alligevel prøve om jeg ikke kan få motioneret lidt mere end det er blevet til siden vi fik bil.

Der er nogle ting som jeg allerede er begyndt at glæde mig til vil ske i det kommende år.

For det første glæder jeg mig rigtig meget til sommerferien (ja, jeg ved godt det har lange udsigter) men for første gang skal Jan og jeg have mere end 14 dages ferie sammen. Jeg regner med at vi holder en 4-5 ugers ferie og nogle af dem vil helt sikkert foregå på MC ferie i Italien. Vi har indtil videre diskuteret hvordan vi skal komme til Italien. Jeg må klart indrømme at jeg er lidt tilhænger af bil eller fly. Jeg forestiller mig 3 dage i mc-tøj bag på en MC er noget mere end jeg kan klare. Jeg er vant til ferier hvor familien klart er indstillet på at det skal gå hurtigt så man kan komme ned og slappe af, mens Jan ligefrem ser ud til at glæde sig over tanken, at bruge flere dage fra København til Italien på LANDEVEJE i roligt tempo. Måske hænger det sammen med at Jan kører og jeg sidder bagpå. Jeg må dog erkende at jeg synes at landevejen over Fyn er dødsyg og jeg forestiller mig ikke 1000 km. motor- eller landevej i Tyskland er meget mere spændende. Men jeg er jo opdraget med at man må tilpasse sig lidt hinanden og man ikke kan sige at man ikke gider noget før man har prøvet det. Derfor har jeg nu i dag bestemt at give mig på området, og sige ok til at drage afsted på MC, men det er på den betingelse at vi IKKE sover i telt. Det bliver på små hyggelige hoteller, ellers er der jo heller ikke mulighed for at have noget som helst tøj med. Men det vigtigste er jo bare at Jan og jeg skal på ferie sammen.

D. 23. juni skal jeg til Justin Timberlake koncert med min lillesøster Caroline, som jeg også havde fornøjelsen af at holde nytår sammen med. Min søs og jeg er ret vilde med ham, så det bliver forhåbentlig godt. Caro's kæreste Michael skal også med til København. Dog mener Jan ikke at Justin Timberlake er for mænd, så de har i stedet for aftalt med Magnus at de skal på Wessels Kro og hygge mens vi er til koncert. Det sker desværre ikke så tit at min søster og jeg laver noget helt alene, fordi vi bor så langt væk fra hinanden. Derfor håber jeg virkelig at denne aften bliver rigtig god. Koncerten er sat til at starte kl. 20 og jeg glæder mig til at se om der er noget opvarmsningsband med.

Derudover kan det nævnes at Lars bliver student, Magnus holder 30 års fødselsdag + kandidatfest, Bettina og Jan bliver 40 år, min tante fylder 50 år - så der bliver nok at tage fat på af gode fester og hyggelige stunder. Derudover vil jeg håbe at jeg kan få sparet sammen til at komme til Lionel Ritchie koncert d. 9. april i Århus. Alt i alt er der bare rigtig mange ting jeg gerne vil i det nye år og mange ting vi skal til - det glæder jeg mig til.